Det tilbyder logopæderne

Logopæden samarbejder med personalet i dagtilbuddet om sprogvurderingerne og det efterfølgende sprogarbejde, og har fokus på at identificere, om barnets resultat i sprogvurderingen skyldes en sproglig forsinkelse eller er udtryk for en atypisk sprogudvikling.

Hvis et barn er i sproglige vanskeligheder kan logopæden tilbyde:
• Konsultativt at rådgive og vejlede forældre og personale i daginstitutioner og skoler med det formål at søge forståelse og løsninger
• At kortlægge og udrede barnet i kommunikative vanskeligheder
• At identificere om barnets sproglige kompetence er typisk, forsinket eller atypisk.
• Undervisning

Børn i sprogvanskeligheder klarer ikke på samme måde som børn med en normal sprogudvikling at udnytte daglige situationer, når det gælder om at tilegne sig sprog.

Logopæden vejleder i opgaven med at finde det særlige, der skal til i dagtilbuddet med blik for det enkelte barn, så det kan være deltagende og i læring.
Det foregår i et konsultativt (tværfagligt) samarbejde med forældre og pædagogisk personale.

Logopæden arbejder i hovedsagen med børn med specifikke sprogvanskeligheder.
Det er logopædens overordnede opgave at identificere børn med en atypisk sprogudvikling, dvs. at adskille børns typiske eller forsinkede sproglige udvikling fra den atypiske sproglige udvikling, fordi interventions-mulighederne og indsatserne er forskellige.

Børn med en atypisk sprogudvikling har en tilegnelsesproces med fejltyper, der i frekvens, omfang, indhold og form adskiller sig fra typiske børns sprogtilegnelse.
Det atypiske består i, at der skal noget særligt til at skabe deltagelse, læring og udvikling hos barnet.

Børn med en atypisk sprogudvikling tilbydes ofte logopædisk intervention i form af særlig rettet sproglig træning, som kan foregå i en lille gruppe eller individuelt.

Der er tilknyttet en logopæd i alle kommunens dagtilbud.
Samtidig arbejder logopæderne specialiseret inden for følgende områder:
• Børn, der stammer
• Børn med høretab
• Børn med multiple funktionsnedsættelser uden talesprog
• Børn med svære udtalevanskeligheder og dyspraksi
• Børn med stemmevanskeligheder