Kodeskift – transfer – intersprog

Kodeskift (Sprogpakken)

Tosprogede bruger ofte ord eller vendinger fra det ene sprog, når de taler det andet sprog. Dette fænomen kaldes kodeskift. Nogle opfatter det som udtryk for, at børnene ikke kan skelne mellem de to sprog, men det er snarere udtryk for, at de udnytter udtryksmulighe­der og ord fra begge sprog. De tosprogede kan gøre det, fordi de mangler et ord på det ene sprog, som de kender på det andet, men det kan også være for at opnå en særlig effekt i kommunikationen. Der kan altså være flere grunde til kodeskift, men det er grundlæggen­de et uproblematisk udtryk for, at den tosprogede bruger ressourcer fra begge sine sprog. Bevidst sproglig handling, hvor barnet inddrager elementer fra modersmålet. Anvendes overfor samtalepartnere med samme modersmål.

Transfer (Sprogpakken)

Transfer betegner det forhold, at tosprogede laver ”sprogfejl” (fx afvigelser fra den etspro­gede norm i udtale, grammatik eller ordvalg) i det ene sprog, fordi de bruger normerne fra det andet sprog. Det mest velkendte eksempel er, når der tales med en fremmed accent (dvs. man bruger udtalen fra et sprog på et andet sprog).

I begyndelsen af andetsprogstilegnelsen vil der være kraftig påvirkning fra førstesproget på andetsproget, men dette skal ikke ses som et problem, da det er udtryk for, at moders­målet bruges som redskab til at lære andetsproget. Børn vil efterhånden finde ud af hvilke sproglige regler, der gælder for hvilket sprog, på samme måde som de etsprogede børn læ­rer modersmålets regler at kende – ved at afkode mønstrene i sproget. Transfer kan både gå fra førstesproget til andetsproget og den anden vej.

Ubevidst sproglig handling, hvor barnet inddrager elementer fra modersmålet – fx i forhold til morfologi og syntaks.

Intersprog (Sprogpakken)

Intersprog (eller mellemsprog) er en betegnelse, der bruges for den fase den tosprogede er i, når denne lærer andetsproget. Ordet er egentlig lidt misvisende, da det antyder, at spro­get i denne fase befinder sig et sted mellem to sprog, hvilket ikke er tilfældet. Der bruges altid ét sprog, fx dansk, og der er tale om en fase i tilegnelsen af dansk, som svarer til den fase som etsprogede børn er i, når de lærer dansk. Derfor er intersprog ikke noget, der særligt gælder for tosprogede. På samme måde som etsprogede laver tosprogede fx også overgeneraliseringsfejl (fx ved at bruge regelmæssig flertalsbøjning på et uregelmæssigt navneord så som ’is-er’). En mindre del af de tosprogedes afvigelser fra etsprogsnormen i denne tilegnelsesfase skyldes, at de tosprogede anvender strukturer fra deres første sprog (se transfer).

”Mellemsprog”, som opstår i forbindelse med andetsprogstilegnelsen, og som er under konstant forandring, efterhånden som nye sproglige erfaringer kommer til. Intersprogsanalyse er et meget vigtigt instrument i forhold til at identificere barnets nærmeste sproglige udviklingszone.