Hvornår er der brug for hjælp til sprogudvikling?

 

Sprogvurderingen er et af de værktøjer, som pædagoger i samarbejde med forældre bruger til at følge barnets sprogudvikling.

Børn i sprogvanskeligheder klarer ikke nødvendigvis på samme måde som børn med en normal sprogudvikling at udnytte daglige situationer, når det gælder om at tilegne sig sprog.

Når et barn viser sig at være i sproglige vanskeligheder, er det vigtigt at få identificeret vanskelighederne.
Her vil det være naturligt at inddrage en logopæd.
For tosprogede børn er det vigtigt at finde ud af, om der er tale om reelle sproglige problemer, som viser sig i både første og andetsproget, eller om barnet blot er forsinket i tilegnelsen af det danske sprog.
Her vil det være relevant at inddrage en flersprogspædagog/koordinator for flerkulturelt arbejde og/eller en logopæd.

Det er logopædens overordnede opgave at identificere børn med en atypisk sprogudvikling, dvs. at kunne adskille den forsinkede sproglige udvikling fra den atypiske sproglige udvikling, fordi den hjælp, der er behov for, er forskellig.

Typisk Sprogudvikling

Forskningen viser, at børn gennemløber en dramatisk udvikling i tilegnelsen af receptive og produktive sprogfærdigheder, fra de første ord optræder i et års alderen til skolestartsalderen.
Ved skolestart har barnet tilegnet sig mange tusinde ord, barnet kan sætte ord sammen til komplekse sætninger og bøje dem korrekt, barnet kan anvende sproget både konkret, figurativt og dekontekstualiseret, og barnet har tilegnet sig en bevidsthed om sprogets formside.
Kilde: Sprogvurdering 3-6

Barnets sproglige udvikling

Forsinket Sprogudvikling

Disse børns sproglige udvikling understøttes af og muliggøres ved at have adgang til et rigt, nuanceret og komplekst sprog ved de praksisformer og indsatser, der finder sted i omgivelserne og sammen med omsorgspersoner.

Hos tosprogede børn vil de sproglige kompetencer på modersmålet oftest ikke give anledning til bekymring, trods et lavt resultat i vurderingen af deres dansk.
Disse børn skal motiveres til at kommunikere på dansk og have rigelig med dansksproglig stimulering af høj kvalitet.
Kilde: Sprogvurdering 3-6

Barnets sproglige udvikling

Atypisk Sprogudvikling

Disse børn har en atypisk tilegnelsesproces med fejltyper, der i frekvens, omfang, indhold og form adskiller sig fra typiske børns sprogtilegnelse.
Det atypiske består i, at der skal noget særligt til at skabe deltagelse, læring og udvikling hos barnet.

Hos tosprogede børn med en atypisk sprogudvikling gælder, at de ofte vil score lavt på de fleste sproglige områder i sprogvurderingen, og samtidig vil de sproglige kompetencer på modersmålet give anledning til bekymring. Disse børn har generelle sproglige problemer, og kræver en anden indsats end børn med forsinket dansksproglig udvikling.
Her kan det være nødvendigt at inddrage en logopæd.
Kilde: Sprogvurdering 3-6

For børn med en atypisk sprogudvikling er det logopædens opgave at være med til at finde mulige veje for det enkelte barns sproglige og kommunikative udvikling og dets deltagelse i det pædagogiske fællesskab.

Som regel er der brug for systematisk sprogarbejde, hvor barnet tilegner sig sprogteknikker, har adgang til feed back fra de voksne, og hele tiden øver sig i at anvende sproget i samspil med børn og voksne.

Børn med en atypisk sprogudvikling tilbydes nogle gange logopædisk intervention i form af særlig rettet sproglig træning, som kan foregå i en lille gruppe eller individuelt.

Barnets sproglige udvikling