Dialogisk læsning for pædagogisk personale


I modsætning til den traditionelle højtlæsning, hvor den voksne læser og barnet lytter, kræver dialogisk læsning, at den voksne læser på en måde, der skaber mere sproglig interaktion fra barnets side under læsningen. Ved at engagere barnet sprogligt under læsningen bliver barnet udfordret mere rent intellektuelt, hvilket resulterer i bedre sprogfærdigheder, samtidig med at metoden stimulerer barnets abstrakte tænkning. Dialogisk læsning kan anvendes målrettet til at understøtte specifikke kompetencer, som at øge (det ekspressive og receptive) ordforråd og narrative kompetencer, ligesom den dialogiske læsning kan anvendes mere generelt som udgangspunkt for gode samtaler.

Dialogisk læsning er en enkel og effektiv metode til at understøtte børns tilegnelse af talesproglige kompetencer, der nemt kan tilpasses de øvrige pædagogiske tiltag i dagtilbuddet. At dialogisk læsning også har vist sig at have en effekt på børn med sproglige udfordringer betyder, at disse børn kan støttes igennem en aktivitet, som af de fleste børn opleves som naturlig, engagerende og sjov. Brugen af dialogisk læsning med inddragelse af de understøttende sprogstrategier er en metode som lægger op til en fælles aktivitet, der tager udgangspunkt i det enkelte barns særlige sproglige forudsætninger, når pædagogen er bevidst om, hvordan hun/han støtter hvert enkelt barn igennem den måde hun/han selv bruger sproget på. At dialogisk læsning også kan benyttes af forældrene gør metoden særlig anvendelig.

Kilde: Sprogpakken