Afgørelse om særlige prøvevilkår

Prøver på særlige vilkår og fritagelser

Skolelederen skal tilbyde en særlig tilrettelæggelse af folkeskolens prøver til elever, der har en fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse eller tilsvarende vanskeligheder.

Formålet med at tilbyde nogle elever prøve på særlige vilkår er at sidestille disse elever med andre elever i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med et tilbud om særlig tilrettelæggelse af en prøve ikke sker en ændring af prøvens faglige niveau.

Vejledningen herunder om prøve på særlige vilkår og fritagelse præciserer og forklarer regler og rammer for aflæggelse af prøver på særlige vilkår og fritagelse fra prøve. Skolelederen kan tilbyde særlige vilkår til elever med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og tilsvarende vanskeligheder. I vejledningen tydeliggøres de muligheder, som skolelederen og undervisere har for at tilrettelægge folkeskolens 9.- og 10.-klasseprøver på særlige vilkår.
Du kan læse vejledningen her (pdf)

Fritagelse for aflæggelse af en obligatorisk prøve

Elever med funktionsnedsættelser skal ligesom alle andre elever som det helt klare udgangspunkt aflægge alle folkeskolens obligatoriske prøver. Kravet om, at eleverne skal aflægge alle de obligatoriske prøver, gælder for alle elever i grundskolen uanset, hvilken institutionstype elevens skole hører ind under, med mindre der er tale om en fri grundskole, efterskole, fri fagskole eller ungdomsskole, der har meddelt ministeriet, at de ikke afholder folkeskolens prøver.

Skolens leder træffer afgørelse om, at en elev, for hvem prøveaflæggelse på grund af betydelig funktionsnedsættelse eller utilstrækkelige danskkundskaber ikke skønnes hensigtsmæssig, kan fritages for at aflægge folkeskolens obligatoriske prøver. Afgørelsen om fritagelse forudsætter, at der er forinden er taget stilling til, om eleven vil kunne aflægge prøve på særlige vilkår.

Fritagelse kan omfatte en eller flere prøver eller delprøver. Fritagelse kan f.eks. ske for følgende typer af elever:
• Elever med multiple funktionsnedsættelser uden verbalt sprog
• Elever med svære generelle indlæringsvanskeligheder
• Elever der lige er ankommet til Danmark, og som ikke taler eller forstår dansk i et omfang, så deltagelse giver mening

Du kan læse mere om fritagelser i vejledningen.