Sproglig opmærksomhed er en samlende betegnelse for forskellige grader af bevidsthed om sprogets formside og brug. Børn beskæftiger sig normalt med sprogets indhold, og sprogets formside viser sig kun lejlighedsvis i børnenes hverdag. Den sproglige form kan pludselig trænge sig på, når et barn bliver opmærksom på, at mange ord betyder næsten det samme, men alligevel signalerer forskellige nuancer. En hilsen kan indledes med et høfligt goddag, men man kan også vælge en mere afslappet stil og sige hej eller davs. Et barn undrer sig måske over, at det hedder en kanonkonge, når man ikke tilsvarende har en kanondronning, mens et andet barn grinende spørger, om folk sover på gulvet i Sengeløse. Alt dette er hverdagseksempler på en begyndende opmærksomhed på sprogets form.
Kilde: laeshum.dk