Sprogstruktur og Sprogfunktioner
Ny forskning viser, at sproget hænger sammen, og at sprogets struktur og funktion påvirker hinanden.
Det vi siger, udtrykker vi både i ord og i grammatik, og det skal fortolkes ud fra konteksten og relationen mellem de, der taler.
Mange børn med sproglige udfordringer kan godt fungere nogenlunde i en social sammenhæng, de kan fint fortælle ud fra egne interesser og oplevelser, men de kan have specifikke sproglige vanskeligheder, som er svære at opdage uden en vurdering.
Det er således vigtigt, at være opmærksom på de relationelle elementer (den funktionelle side af sproget), men også på sprogets delelementer (sprogets struktur), som påvirker børns muligheder for at etablere og fastholde kontakten med andre mennesker.
Det kan have store konsekvenser for børn, hvis voksne omkring dem alene er optaget af den sociale dimension i det pædagogiske arbejde, men slet ikke er opmærksomme på, at den sociale dimension påvirkes af barnets formelle sproglige færdigheder, som ordforråd og sætningsopbygning.
Kilde: Bylander og Kjær Krogh 2017, Pia Thomsen 2015